Zazen Roku 2 - Sakyamuni Buddha

Sakyamuni Buddhas familienavn var Siddhartha Gautama. Han levede ca. 500 år fvt. og blev 80 år gammel. Han var søn af Sakya klanens leder, som havde hovedsæde i byen Kapilavastu i Nordindien.

Alle biografiske oplysninger om Buddhas liv er mere eller mindre legendariske. Hans lære blev mundtlig overleveret i ca. 400 år, indtil man begyndte at nedskrive den på skriftsprogene pali og sanskrit.

Det fortælles, at han var et meget beskyttet barn og som ung blev gift med Yasodhara, som han fik drengen Rahula med. Da han var 29 år havde han udviklet et så intenst ønske om at forstå livets mysterium, at han forlod sin familie og klan for at blive praktiserende munk.

Siddhartha havde oplevet sorg, sygdom, forfald, alderdom og død, men da han en dag så en munk, som udstrålede en særlig ro og afklaring, besluttede han sig for at finde sin egentlige natur. ”Selv om jeg er meget privilegeret, føler jeg denne smerte og mangel, som jeg må befri mig fra”.

Siddhartha vandrede nu ud blandt andre munke, som også søgte vejen til befrielse. Hans første lærer hed Alara Kalama. Da han havde tilegnet sig dennes lære, mødte han en ny lærer, som lærte ham at praktisere zazen. Denne lærer var Udaka Ramaputta. Det var nok ham, som lærte Sakyamuni at gennemgå de tilstande i sin zazen praksis, som vi senere kender som dharana, dhyana og samadhi.

Sakyamuni følte imidlertid stadig ikke, at han havde fundet sin egentlige natur og var blevet afklaret. Derfor slog han sig ned med en lille gruppe fanatiske praktikanter, som levede et meget asketisk liv uden at spise noget videre. De levede et strengt og nøjsomt liv og praktiserede yoga og zazen til de lignede skind og ben. Men dette førte heller ikke til den afklaring, som Sakyamuni håbede på.

Han huskede nu på en situation, som han havde oplevet som barn, hvor han en dag med sin far i marken havde siddet et sted og ganske ubevidst var kommet ind i en uforglemmelig bevidsthedstilstand. Det var en tilstand, som den engelske digter Wordsworth betegnede som: ”An intimation of immortality in early childhood”. Det var en naturlig absorbering i eget åndedræt og eksistens, som medførte en lyksalig koncentrationstilstand – et samadhi.

Sakyamuni var nu klar over, at yderliggående selvfornægtelse ikke var den rigtige vej. Han tog nu mad til sig igen og fandt midtervejen mellem et ekstremt liv i afholdenhed, forsagelse og spægelse og det modsatte, et ekstremt liv i eftergivenhed, nydelse og last.

Han satte sig under et stort pipal træ i Bodh Gaya og begyndte den zazen praksis, som hedder anapanasati. Det er at være opmærksom på sit åndedræt åndedrag og åndedrag. Legenden fortæller, at han praktiserede dette i 49 dage og tog en beslutning om at blive ved, indtil han havde set sin egentlige natur.

En tidlig morgen, da han var dybt absorberet i samadhi, skete der noget. Morgenstjernen, som inderne kaldte den, men som vi i dag ved, var planeten Venus, stod op og lod sit lys falde på Sakyamuni nethinde. Pludselig genvandt han en universel udelt bevidsthed efter at have været dybt absorberet i meditativt samadhi. En direkte sansning vækkede ham og denne opvågnen bevirkede, at han pludselig så sin egentlige natur og blev en buddha. Buddha så morgenstjernen og sagde ”jeg skinner”.

Denne opvågnen eller genvindelse af bevidstheden hedder på sanskrit bodhi. Det er det, vi i buddhistisk litteratur kalder for Buddhas oplysning. Ordet oplysning siger ikke noget om, hvad det drejer sig om – altså det at vågne op igen. Navnet Buddha har selvfølgelig samme rod som ordet bodhi – nemlig budd, som betyder at vågne.

Det er vigtigt at forstå, at zazen i sig selv ikke bevirker denne opvågnen. Men zazen er nok den bedste hjælp til at komme i en så sublim koncentrationstilstand, at muligheden for en opvågning af denne art foreligger.

Vækkelsen finder altid sted i og med en umiddelbar sanseoplevelse, som vækker én på samme måde, som vi hører vækkeuret om morgenen. Det kan altså være at noget ses, høres, lugtes, smages, berøres eller tænkes. I buddhismen er det at tænke også en sans. Den japanske Zen mester Hakuin hørte morgenklokken og sagde ”jeg ringer”. Det kaldes på japansk kensho – at se sin egentlige natur.